Skip to Content

NINNA ANDREASEN ER KLAR MED OMFATTENDE OPFØLGER


NINNA ANDREASEN ER KLAR MED OMFATTENDE OPFØLGER

For snart 3 år siden kom den danske sangskriver og pop/rootssangerinde Ninna Andreasen i vælten med sit debutalbum ”Barske Banaliteter”, der blandt andet indeholdte ”Rockersangen”, som fik Ninna Andreasen på manges læber. Blandt andet blev hun nævnt fra talerstolen i folketinget, på bagsiden af Ekstra Bladet og i Radioavisen.

Den 30. oktober er Ninna Andreasen igen albumaktuel og denne gang med et dobbeltalbum med 19 helt nye sange.
Denne gang er der ingen revsere til rockere, men til gengæld en masse interpersonelle sange. Ninna Andreasen er til hverdag journalist. Når hun tager sin guitar og komponerer sine poppede rootsange, er det den hvæssede pen, der fylder lyrikken med finurlige hverdagsbetragtninger, der rammer dybt i alle lag.

Dobbeltalbummet består af 19 nye numre og bærer titlen ”Sminkede Lig”. Den ene håndfuld sange er indspillet i et studie og den anden håndfuld er indspillet live. Indspilningerne giver et indblik i to sider af samme Ninna, den poppede og den rootsbaserede. Hele pladen er indspillet i Rasmus Madsens studie i Esbjerg og livedelen er indspillet i stuen med et inviteret publikum.

Ninna Andreasen fortæller her, hvorfor hun besluttede sig for at udgive et dobbeltalbum:
”For det første skrev jeg ud af to spor. Det ene var mere ind til benet, mere poetisk og poppet og med et band i baghovedet end sangene på Barske Banaliteter. Det andet spor var mere episk og kværulerende. Jeg havde både lyst til at lave en fængende pop-plade med noget på hjerte og en rootsplade, der bredte sig mere ud lyrisk, men til gengæld var mere enkelt skåret i arrangementerne. Fortællingerne skulle ligesom kunne bære sig selv som små noveller.”

Om studiepladen udtaler hun:
”Den er mere støvet, mørk og dynamisk end Barske Banaliteter. Vi prøvede i første omgang at hive den akustiske guitar helt ud, men den gik sgu ikke. De fleste af sangene er skrevet på akustisk guitar – og ellers tangenter. I stedet synes jeg, vi har fanget en lyd, som er poppet, men med kant. Der er knas. Der er råhed. Og der er mange flere elementer af små, mærkelige lyde, skødesløst kor og mere eksperimenterende arrangementer. Uden at pladen dog på nogen måde er avantgarde.”

Og livepladen får denne kommentar med:
”Jeg befinder jeg mig bedst, når jeg spiller mine sange live. Det er virkelig svært især at indsynge vokal i et studie. Der kommer ingen respons. Man hører alle sine fæle fejl. Jeg ville gerne forsøge at fange samspillet med et publikum og den stemning, der opstår ved en koncert. Sangene på livepladen er en mærkelig flok. Mange er lange, snørklede forsøg på at fortælle nogle nye historier – eller fortælle nogle almentgyldige historier på en ny måde. Publikummet hjalp mig virkelig til at betone de vigtige pointer. Jeg er lykkelig for, at Anders, Eigil og Rasmus ville spille med. Det var rimelig meget hit and run og i den folk-ånd, sangene er skrevet i.”

Hele live-seancen er blevet foreviget på video og sangen ”Dynamo” fanger stemningen på albummet godt.

Ninna Andreasen er vokset som sangskriver siden sin stærke debut, og på ”Sminkede Lig” er alt overflødigt skåret væk. Tilbage er der stærke melodier og skarpe tekster, der både revser det inderste og det yderste hos de fleste af os og hos Ninna selv. Pladen udkommer den 30. Oktober som dobbelt digipack CD, og kan allerede forudbestilles hos Trechoma Records HER