
MOUNT RUSHMORE SAFARI SKRIVER KONTRAKT MED TRECHOMA RECORDS
Trioen Mount Rushmore Safari fra København har skrevet kontrakt med Trechoma Records og forventer ny plade medio 2015.
Siden bandet blev dannet som en musikalsk legeplads for frontfigur Andreas Sorgenfrei og bassisten Kasper Nissen i 2012, har Mount Rushmore Safari taget musikalske stormskridt ud af anonymiteten og ind på den danske musikscene. De har turneret med The Kissaway Trail og The Broken Beats samt supportet The 1975, og fra starten har deres musik haft interesse fra radiostationerne.
Singlen ”Everythings about to fall” fra bandets første EP blev spillet fast på P6 Beat. Og da debutalbummet ”Elba” udkom i 2013 fik det massiv og megen positiv omtale i de danske medier og på de danske musikblogs. Udlandet fik ørerne op for Mount Rushmores markante udtryk, og bandet sikrede sig en aftale om udgivelse af ”Elba” i Tyskland. Singlen ”John Wayne” fra albummet er blevet spillet på mere end 50 tyske radiostationer, og bandet tager på turne i Tyskland i starten af 2015.
Selvom albummet ”Elba” stadig arbejder for Mount Rushmore Safari i Tyskland, er bandet allerede dybt involveret i opfølgeren til debutalbummet. Og netop nu har bandet indgået et samarbejde med Trechoma Records om udgivelsen af næste album, der får titlen ”Songs For Ones Who Break” og vinyl-udgaven forventes på gaden medio 2015.
Om samarbejdet udtaler Andreas Sorgenfrei: "Vi har fulgt godt med i Trechomas virke, siden vi første gang hørte om nogle barske drenge ved navn Whores & Thieves. Vi troede egentlig det var lidt et longshot da vi sendte dem vores nye optagelser. At deres reaktion viste sig at være så overvældende positiv, og vores ambitioner og planer for fremtiden så oveni købet stemte overens gjorde det nemt for os at få skrevet papirerne under, så vi kunne se at komme i gang. Ildsjæle der ikke gør alt op i kroner og øre, kan være svære at finde nu om dage i en pladebranche der på mange måder har tiden i mod sig. Vi tror på vi har fundet folkene der kan trække det her musikalske eventyr i den retning det fortjener, og ser meget frem til samarbejdet!"
Fra begyndelsen har bandet været en evigt stilsøgende musikalsk workshop, som har Andreas Sorgenfrei som absolut omdrejningspunkt med skiftende musikere, men efter lang tids søgen, har Andreas endelig fundet sin faste kerne af musikere i Djarn Kargin (trommer) og Aske Dam Bramming (Bas), hvilket tydeligt kan høres i samspillet på den nye plade. Det tætte sammenspil kan allerede høres snart, da næste skridt fra Mount Rushmore Safari bliver en single fra det kommende album først i det nye år.
BESØG MOUNT RUSHMORE SAFARI HER
FOTO: Philip Killy Lundgren